Når du skal vælge nøgleord til at skrive din søgbare tekst omkring, kan du vælge flere vinkler. En typisk indgang er at vælge ord, der beskriver produktet godt og som man mener virker sælgende.
Det er helt fint, for i den sidste ende skal hjemmesiden sælge dine produkter eller services. Men du er også nødt til at inkluderer nøgleord, som dine kunder bruger i søgninger. Det er ikke altid det samme. Hvad du tror og ved som fagperson er ikke altid i synk med det dine brugere har i deres sind.
Har du for eksempel et konsulentfirma, der yder virksomhedsrådgivning, så ligger det umiddelbart for at vælge ordet virksomhedsrådgiving som nøgleord. Men er det nu også et søgeord? Er der nogen, der søger på det ord? Det er der faktisk ikke rigtigt. Der er dårligt en søgning om måneden. Det er ingen skade til at optimere på ordet, men brug ikke for mange kræfter. Det er bedre at fokusere mere specifikt på de enkelte ydelser. For eksempel ISO 9000 rådgivning. Alene ISO 9000 er søgt mange gange om dagen.
Dybere analyser bedre end gætteværk
Om et nøgleord er godt afhænger som nævnt af om det også er et søgeord og hvor hyppigt det søges på. Konkurrencen, det vil sige antallet af sider, hvor nøgleordet optræder på ude på det store web er naturligvis også afgørende. Det bedste er en kombination af hyppigt brugte søgeord og lille konkurrence, altså få sider. Der findes en formel kaldet KEI, der kan give en talværdi som et mål for et nøgleords konkurrenceevne. At beregne KEI kræver adgang til søgemaskinernes bagvedliggendedata. En ydelse, der koster penge.
Men KEI er ikke nok. Konkurrenternes grad af søgemaskineoptimering må tages med i betragtningen. Måske har de også opdaget det gode KEI og mættet resultatlisterne. En konkurrentanalyse må derfor indgå i udvælgelsen af nøgleordene.
Selvom naturlige søgeresultater er gratis, så er søgeoptimering reelt ikke gratis. Derfor er det vigtigt at få foretaget en grundig analyse end blot at gætte. Søgeoptimeringskonsulenten er også nødt til at gætte ind imellem, men det sker dog på kvalificeret grundlag.
Ole klintebæk
November 2005
Læs også artiklen:
Om Søgemaskiners Vigtighed i denne serie.
eller artiklen:
Når virksomheder søger i denne serie.
ARTIKEL